HAR SVENDBORG RÅD TIL EN SKØJTEBANE ?

Af Dorthe Ullemose

HAR SVENDBORG RÅD TIL EN SKØJTEBANE ?

 

Jeg tror, at alle i byrådet har et ønske om, at netop vores kommune skal være et sted, hvor det er godt at blive gammel, og hvor det er godt at være barn og ung.

 

Derfor har vi som byrådspolitikere om nogen et stort ansvar for, hvordan pengene i kommunen bruges.

 

Det er ikke længe siden, at vi stod overfor at skulle spare 100 millioner kroner. Hver en sten skulle vendes, og alle områder blev ramt.

 

Selv små beløb som til en livredder i Christiansminde til 36.000 kr, skolekørsel og en vigtigt teletaxaordning til Åbyskov for sølle 200.000 kroner om året, kunne man ikke finde plads til i Teknik- og Erhvervudvalget.

 

Derfor er det med Dansk Folkepartis øjne uforståeligt, at et flertal i byrådet har indgået en aftale om, at vi skal lægge 1 millioner kroner plus driftsomkostninger fremadrettet til en udendørs skøjtebane på Torvet. Især set i lyset af, at mange andre kommuner lukker deres skøjtebane ned på grund af skader og dyre driftsomkostninger.

 

Hvis vi kigger til Esbjerg kommune, som har en tilsvarende skøjtebane, så er deres omkostninger til bare drift og vedligeholdelse over 2 millioner om året.

 

En skøjtebane kan være et idyllisk syn en kold vinterdag, hvor familier løber rundt og efterfølgende sidder og får sig en kop varm kakao.

 

Men undskyld mig – vi har ikke efter min mening råd til flere prestige projekter, før der igen kommer penge i den slunkne kommunekasse.

 

Ikke nok med en skøjtebane, men  i aftalen indgår der endvidere, at Naturama skal have et ekstra tilskud på 1,5 millioner til et nyt indgangsparti.

 

Skal kommunen blive ved med at lukke huller for alverdens projekter, fordi de ikke kan overholde deres budgetter ?

 

Jeg tror, at mange borgere især i vores landområder undrer sig og tænker – hvorfor endnu et projekt i midtbyen i form af en skøjtebane – når der ikke er penge til et ordentlig borgerservice, en ordentlig pleje af vores ældre, renovering af vores skoler, vedligeholdelse af vore veje og skilte, transport i yderområderne, flere varme hænder på velfærdsområderne………..

 

Sidst men ikke mindst, så er torvehandlerne, som står på torvet om lørdagen godt gnavne og sure over, at de igen skal skubbes væk til fordel for andre projekter.

 

Den gode ostehandler Preben Magelund, som er formand for torvehandlerne har klart givet udtryk for, at de ikke alle kan være der på grund af pladsmangel.

 

Kan vi være det bekendt ?

 

Vi har en gammel tradition for torvehandel i Svendborg – Svendborg er kendt for at være en købstad, hvor handlende kan komme på torvet og købe lokale varer.

 

Det skal vi bevare –  det er Svendborg kendt for.

 

Jeg håber, at flertallet kommer til fornuft til byrådsmødet på tirsdag, hvor delaftalen endelig skal godkendes.

Med venlig hilsen