Spar ikke på teletaxaordningen til Åbyskov

Af Dorthe Ullemose

Svendborg kommune er blandt de kommuner, der hidtil har fået markant mindre i udligning, end vi egentlig var berettiget til. Det var blandt andet én af årsagerne til, at vi skulle ud i en stor sparerunde.

Nu har vi i finansloven frigivet 1,4 milliarder kr. som et plaster på såret til de kommuner, der blev presset af det nye udligningssystem mellem de rige og fattige kommuner. For Svendborg kommune betyder det, at vi får 19 millioner kr. tilbage over to år.
Derfor synes vi i Dansk Folkeparti, at det vil være rimeligt overfor vores medborgere, at vi trækker nogle af besparelserne tilbage.

Det er helt grotesk, at vi som kommune er synket så dybt, at vi skal vende hver en øre i småtingsafdelingen. Her tænkes blandt andet på livreddere på strandene til 36.000 kr., teletaxaordningen til Åbyskov på 50.000 kr., for ikke at nævne Byråds-TV.
Alt sammen noget, der har stor værdi for borgerne.

Det er langt fra i orden, at vi nu mister en så vigtig serviceydelse som teletaxaordningen. Under talrige valgmøder blev der fra mange borgere spurgt:
“Hvorfor er der ikke bedre busforbindelser i Svendborg Kommune”
Svaret var hver gang, at vi i stedet havde denne fantastiske teletaxi-løsning, som kunne benyttes af både unge og ældre – ALLE var glade og troede på det.

Nu fjerner man så unge og ældres mulighed for at deltage i aktiviteter og arrangementer i byen. Og bid for bid forringer vi muligheden for bosætning i landdistrikterne.
Det er den forkerte vej at gå.

Enhedslisten forslog tilbage i oktober at rulle besparelserne tilbage, svarende til 19 millioner kr.,hvilket dengang blev nedstemt i byrådet. Men eftersom vi nu er kommet så langt ud, hvor vi må vende og dreje hver en øre, så må tiden være inde til at partierne igen indkaldes til forhandlinger. Hermed en appel til mine byrådskolleger!

Borgerne skal naturligvis have del i de 19 millioner kr., som vi har fået gennem udligningsændringen, så pengene kan gøre gavn, i stedet for at blive gemt væk i skuffen på rådhuset.